Comme Deux Discoskin ansigtsmasken

comme deux discoskin 1

Discoskin ansigtsmasken er fra Goodiebox’ eget brand; Comme Deux. Og det er da også igennem Goodiebox, at jeg har modtaget masken tilbage i maj måned 2018. Temaet for boksen var Insta Friendly og det må man i hvert fald sige, at denne maske lever op til. Både når man kigger på den og dens smukke holografiske indhold, men også når den sidder på huden. Ansigtsmasken indeholder blandt andet mandelsyre som giver en kemisk AHA eksfoliering af huden, og glycerin som virker fugtgivende. Altså en maske der eksfolierer og fugter huden. Disse to egenskaber er perfekte for at opnå en pæn, jævn og velplejet hud.

Masken kan anvendes til alle hudtyper, da det er en mild men effektiv maske. Den er dermed også egnet til de mere sarte hudtyper. Den indeholder ikke parfume, men den dufter heller ikke grimt.

OBS: Efter brug af Comme Deux Discoskin er huden ekstra sensitiv og udsat og det anbefales derfor, at man bruger en solcreme inden man færdes ude i direkte sollys. Men men men kære venner, vi bruger jo altid solcreme inden vi færdes i direkte sollys, ikke?

Her kan du se det flotte lilla holografiske skær som Discoskin masken har:

comme deux discoskin 2

Når masken skal påføres huden, er den meget tyk og sej og faktisk ikke super nem at arbejde med. Det er desuden ikke en maske som tørre på huden, den forbliver fugtig. Også når den skal vaskes af igen, kan den være ret så genstridig. Her kan man med fordel anvende en fugtet vaskeklud. På den måde får man også en let mekanisk eksfoliering og fuldt udbytte.

Der står i indlægssedlen, at man kan mærke en prikken i huden under brug af masken. Den prikkende fornemmelse kommer af den kemiske eksfoliering, men det er ikke noget jeg selv mærker noget til. Min hud efterlades frisk, blød og glat. Umiddelbart oplever jeg ikke at den fugter min hud. Jeg vil da også sige, at Discoskin ikke bliver en favorit for mit vedkomme. Der findes både bedre og mere effektive masker end denne, som samtidig også er mere samarbejdsvillige. Prøv f.eks Evolve Miracle Mask.

comme deux discoskin 3

Ingen tvivl om at masken er flot. Jeg er vild med det holografiske udtryk, jeg synes virkelig det er flot. Men er det mere end flot? Jeg forstår ikke rigtig hvad det gør godt for i hudpleje? Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig at de holografiske partikler har nogen egentlig effekt for huden?

Har du prøvet Comme Deux Discoskin masken? Hvad synes du om den?

Kærligst Charlotte

Relaterede indlæg