En fantastisk mascara fra Sandstone Scandinavia

sandstone mascara intense 1

Det er gennem det fantastiske Goodiebox koncept, at jeg har testet Sandstone Mascara Intense, som jeg er blevet virkelig glad for. Det skal lige siges, at jeg har været medlem af Goodiebox siden december 2014 og blandt alle de mascaraer jeg har modtaget derigennem, har langt størstedelen ikke været noget for mine vipper og jeg. Men denne er absolut fantastisk og er meget hurtigt blevet et hit.

Sandstone Scandinavia er ikke et brand jeg har stiftet bekendtskab med før. Jeg har hørt lidt om det, men det er også det. Men nej hvor er jeg glad for at blive præsenteret for brandet. Det er helt klart et af den slags, som jeg har lyst til at prøve flere produkter fra. Sandstone startede sin historie i 2015 af en far til tre teenagedøtre, med en mission om at udvikle en komplet hudvenlig makeupserie uden parfume, skadelige allergener og med hudvenlige konserveringsmidler for at mindske risikoen for at udvikle allergi. Rene produkter fa høj kvalitet – ja tak. Og så er priserne også i orden. Denne mascara koster f.eks. ikke mere end 149 kr.

Imponerende holdbarhed

sandstone mascara intense 2

Sandstone Mascara Intense er en vegansk mascara, som indeholder vitamin A, C og E og så er den fri for parfume og parabener. Mascaraen er også velegnet til kontaktlinsebrugere. Dens smalle applikator giver en god separation af vipperne, så det ligner at der er flere end der egentlig er. Den lægger sig rigtig flot på vipperne, uden at efterlade nogle klumper. Faktisk vil jeg sige, at den får mine vipper til at se friske ud. Desuden oplever jeg at den løfter mine vipper, og får dem til at syne længere og giver et flot og langtidsholdbart resultat. Dens formel får mascaraen til at holde på vippernes form i op til 12 timer. Og det er et punkt som jeg især er imponeret over. Mine vipper har samme flotte længde og buk når jeg kommer hjem om eftermiddagen, som de har når jeg tager hjemmefra om morgenen.

Hvis du ikke allerede har fornemmet det, så er jeg rigtig glad for at have prøvet denne vidunderlige mascara. Jeg havde nok aldrig selv købt den, for ærlig talt så tæller det ydre også når jeg køber makeup. Og den er altså lidt kedelig at se på. Men den er helt klart en ny favorit på hylden.

Har du prøvet Sandstone Scandinavia Mascara Intense?

Knus Charlotte

Relaterede indlæg