Askeprinsen // Boganmeldelse

askeprinsen boganmeldelse

Jeg vil lige hurtigt slå et slag for den bedst julete, som i også kan se på billedet. Fredsted The har lavet en virkelig lækker julete, og det skal lige siges at jeg ikke er den helt store varme-drikke-drikker. Men “krydret julete med nydelse” falder lige i min smag. Theen indeholder; sort te 67 %, æblestykker, hibiscus, nellike, appelsinskal, mandelstykker, hybenskal, enebær, solbær, vaniljestykker, morgenfrueblomst, kokos, fennikel samt aromaer af kanel, vanilje, naturlig orange og nellike. Tilsammen skaber det den perfekte julestemning.

Tilbage til dagens emne, nemlig boganmeldelse af Askeprinsen!

  • Titel: Askeprinsen
  • Serie: Royals
  • Forfatter: Erin Watt
  • Forlag: Flamingo
Bagsidetekst

Han sagde til mig, at jeg skulle holde mig væk.

Han sagde til mig, at jeg ikke hørte til.

Hvis jeg dog bare havde lyttet til ham.

Reed Royal har alt – udseende, statur og penge. Pigerne på hans skole drømmer om at date ham, alle fyrene vil være ham, men ingen andre end hans familie har rigtig betydet noget for Reed. Det var, indtil at Ella Harper kom ind i hans liv.

Det, der begyndte som afgrundsdyb modvilje rettet mod sin fars nye myndling, forvandlede sig til overrumplende kærlighed. Men Reed har hemmeligheder, Ella ikke kender til. Og da hun finder ham i en kompromitterende situation med hans fars ekskæreste, vender hun ham ryggen. I taks med at afsløringerne vælter frem, ramler Reeds verden sammen.

Ella vil ikke længere have noget med ham at gøre. Hun siger, de kun vil ødelægge hinanden. Hun kan meget vel have ret.

Hvad synes jeg om Askeprinsen?

* Indeholder spoilers af Papirprinsessen

Askeprinsen er anden bog i Royals serien. Jeg var ret begejstret for den første bog i serien; Papirprinsessen (læs anmeldelsen HER), der overraskede på alle tænkelige måder, og en af de bedste bøger jeg længe havde læst. SÅ mine forventninger til Askeprinsen var rimelig høje fra start!

Askeprinsen starter lidt før Papirprinsessen slutter, så vi får slutningen fra Reed’s side af. Det betyder også, at Askeprinsen er fortalt med både Reed’s og Ella’s synsvinkel. Ella flygtede efter at have taget Reed i en noget uheldig situation. Hele Royal familien leder efter hende, hvilket giver anledning til store frustrationer hos brødrene, og i særdeleshed hos Reed, hvis verden stille og roligt falder sammen.

‘Jeg stikker ham endnu en lussing, denne gang er den hård nok til, at hans hud revner.’

Ella bliver tvunget tilbage til Royal paladser via trusler fra Callumn. Ligesom med den forrige bog, har jeg hele følelsesregistret med i denne bog også. Jeg blev simpelthen så vred, mens jeg læste om hendes tilbagekomst og efterfølgende møde med Reed, trods at jeg lige har fået hans side af hændelsen fra Papirprinsessens slutning. Jeg har både kæmpe medlidenhed med Reed, samtidig med at jeg er vred på ham.

Så er der tre personlighed som jeg ikke kan holde ud. Den første er Brooke (Callumn’s kæreste – ekskæreste – kæreste – forlovede). Hun er falsk og ødelæggende. Så er der Jordan som er den mest forfærdelig, snot forkælede, tyran af en kælling. Og så er der Daniel som – hvis du har læst Papirprinsessen – ikke behøver yderligere forklaring på.

Astor Park (privatskolen for de rige) er gået helt grassat og blevet til et modbydeligt sted efter royalbrødrene er kommet ud af takt. Jeg priser mig i hvert fald lykkelig over IKKE at have gået på en sådan skole. Om jeg så havde været multimillionær ville jeg foretrække min folkeskole frem for det Astor Park helvedet! Først da Ella kommer tilbage og der bliver taget knap så pænt imod hende og talt grimt om hende, begynder der at blive ryddet op i alt det lort der sker på skolen. Der er rod i det hele; idiotisk opførsel, hierarkiet på skolen, indbyrdes problemer imellem brødrene og uoverensstemmelser mellem brødrene og Ella.

“Fra i dag af tager I jer kraftedeme sammen og opfører jer ordentligt. Ellers vil det her være et forpulet teselskab sammenlignede med det, der kommer til at ske.”

Desuden løftes sløret for flere af Royal families hemmeligheder. Der bliver åbnet op for historien om Maria Royal’s død (brødrenes mor), og om hvordan de alle følger sig skyldige i samme.

Erin Watt forstår sig så sandelig på at lave slutninger! Hold nu kæft altså, uhyggelig gåsehud og koldsved på kroppen er hvad Askeprinsen efterlod mig med! Desuden er der en masse åbne ender, som der stadig ikke er svar på, men jeg er sikker på de alle sammen kommer i tredje og sidste bog af Royals serien. Aakeprinsen er plaget af hjertesorg, vrede og beskidte tricks.

Levede den op til forventningerne? Askeprinsen er en god og spændende bog, alle mine følelser kommer helt frem. Dog er der lidt mere tid imellem handlingerne end der var i Papirprinsessen, hvor jeg synes der skete noget absolut hele tiden. Men stadig et rigtig godt flow, den kommer ikke ud og bliver langtrukkent overhovedet og den er vigtigst af alt spændende og utraditionel.

‘Der er så meget oprigtighed i hans stemme, at jeg er lige ved at tro ham. Lige ved er nøgleordet her. Og jeg ryger lige tilbage til alle de gange, hvor mor trykkede mig om at give hendes seneste utro kæreste en chance til.’

Og så har jeg en rigtig god nyhed til dig, der også er blevet vild med Royals serien! Da jeg anmeldte den første bog, Papirprinsessen, oplyste jeg at den sidste bog i serien først udkom december 2018. MEN siden da er den danske udgivelse rykket ET HELT ÅR FREM! Det betyder altså at den udgives allerede nu i december (4. december)! Jeg kan godt sige jeg blev glad da jeg fandt ud af det! Den sidste bog i Royals serien hedder Løgnenes palads. ♥

Tak fordi du læser med! Kærligst Charlotte

Indlægget er sponsoreret i den forstand, at jeg har modtaget bogen af forlaget og skrevet indlægget på eget initiativ. Jeg har ingen økonomisk interesse i indlægget.

Relaterede indlæg