Amie forhandles nu i Normal

amie

Jeg har tidligere, for laaaaang tid siden, brugt et produkt fra amie, nemlig den dybderensende ansigts maske. Jeg var rigtig glad for den, men har ikke prøvede andre produkter fra brandet siden, da de ikke har været sådan lige til at få fat på. I starten af juni annoncerede Normal med, at de ville få flere forskellige amie produkter i butikkerne, hvilket jeg var ret begejstret for. Jeg har da også været et smut forbi Normal og købe 5 forskellige amie produkter, inklusivt en fornyelse af den for længst opbrugte ansigtsmaske.

Produkterne har nogle helt igennem skønne og naturlige dufte, de er alle forskellige. Udover deres titel, for hvad der er for et produkt, fx deep cleansing mask, så har produkterne også et mere unikt og yndigt fornavn, i dette tilfælde spring clean. Efter hvad jeg har kunne finde frem til er spring clean ikke ment som en serie for sig selv. Jeg troet nemlig først at de forskellige dufte måske ville være ens ved samme serie navn som spring clean, men der er ikke andre produkter der har samme fornavn. Jeg synes det er nogle rigtig fine og tiltrækkende navne (på listen nedenunder er de markeret med fed). Generelt er produkterne meget indbydende; udseende, design, farver, duft, skrifttype det hele spiller bare rigtig godt for amie.

Fælles for amie produkterne er brugen af forskellige planteekstrakter i høj kvalitet, som arbejder i harmoni med huden for at holde den ren, blød og strålende. Produkterne er dermatologisk testet og vedligeholder den naturlige pH balance i huden. De indeholder hverken parabener, sulfater, olie, petrokemikaler (kulbrinter omdannede fra råolie) eller dyreekstrakter. Amie produkterne er dermed også egnet for vegetarer og veganer.

New bloom gentle facial cleansing wipes, pakke med 25 styks 19 kr.

Cleansing wipes er for mig ikke nok som rens. En gang i mellem fungere de som nødsituation, hvis jeg ikke har mulighed for andet, ellers gør de, for mit vedkomme, forarbejdet til en hudpleje. Cleansing wipesne indeholder ekstrakt fra granatæble, tranebær og grøn te. De fjerner snavs, olie og makeup og efterlader huden ren, blød, skinnende, tonede og fugtet. De er som det eneste produkt parfume fri.

New leaf deep pore exfoliating polish 24 kr.

Dette er en meget mild og cremede ansigtsskrub. Cremen er gullig med små, og ikke særlig mange, lyserøde korn. Det er nok det produkt jeg synes dufter bedst (af disse 5). Duften er mild og sødlig med et syrligt tvist. Den indeholder ekstrakter fra mango og appelsin blomster, men jeg synes den dufter mere hen ad melon og grapefrugt.

Hos en ansigtsskrub kan jeg godt lide at man kan mærke at huden rent faktisk bliver skrubbet igennem. Den egenskab synes jeg ikke helt at denne her har. Men jeg kan nu meget godt lide den alligevel. At noget er mildt for huden er nok også meget godt engang imellem. Man skal også passe på ikke at går for hårdt til den. Selvom deep pore exfoliating polish er en meget mild skrub gør den det udmærket alligevel, den opfrisker huden, blødgør, renser og fjerner olie.

Radiant dawn exfoliating dayly wash 24 kr.

Exfoliating dayly wash er en gel ansigtsvask med mild eksfolation. De naturlige blåbær kerner hjælper med at rense tilstoppede porer, fjerner døde hudceller, snavs og olie. Ansigtsvasken indeholder ekstrakt fra grønne æbler og lime. Hvis du kender mærket Avené der forhandles på apoteker, og har prøvet deres ansigtsvask, dufter exfoliating dayly wash stort set lige sådan; mild, frisk og ren. Ansigtsvasken efterlader huden ren, blød og ”shine-free”.

Spring clean deep cleansing mask 24 kr.

Denne lækre sag er smooth hele vejen igennem. Det er en dybderensende ansigtsmaske besående af hvidt ler, bivoks og ekstrakt fra økologisk pebermynte og lime, hvilket også giver den friske duft. Den er let og lækker at påføre huden, fordi det ikke er en speciel tyk ler maske. Den tørre hurtigt, meget hurtigere end de vejledende 10 minutter. Når man har smurt den i hovedet, føles den kold på huden, især når man går rundt med den på og får luft i ansigtet.

Efter at have skyllet masken af – og den er i øvrigt dejlig nem at skylle af, kan jeg tydeligt se en forbedring i forhold til rødmen i huden, og den har i hvert fald også fjernet olie, da min hud altid efterlades helt mat efter denne ler maske.

Daybright glow brightening sheet mask, pakke med 3 masker 28 kr.

Jeg har nok nævnt det en gang eller to, men jeg er ikke den store fan af sheet masker, jeg har kun stødt på en speciel slags som jeg rent faktisk synes er helt igennem fantastisk, men ellers har resten ikke gjort noget som helst for mig eller min hud. Så jeg var meget spændt på at prøve amies udgave af sheet masker.

De indeholder naturlig ekstrakt fra lakridsrod og kaffe som skulle lysne, tone og opfriske kedelig hud. Imens ekstrakt fra den indiske lotus og pro-vitamin B5 nærer og beroliger huden og hyaluronsyre giver huden et fugtboost, blødgøre og øger hudens smidighed. Sheet masken er stort set duftneutral, der er en meget svag duft af sæbe, men det er tæt på ingenting.

Det lyder jo alt sammen meget godt. Masken er meget kold at sætte på ansigtet. Når den sidder, sidder den rigtig godt, den bliver hvor den skal og glider ingen vegne. Når den tages af er huden meget fugtig, og den skal bare lige have lov til at tørre og skal ikke skylles af. Min hud efterlades fugtet og spændstig. Jeg vil sige at det er en af de bedre sheet masker jeg har prøvet, men den får mig ikke til at tænke at det skal jeg bare prøve igen. Men det er nok bare mig der ikke rigtig er til sheet masker. Hvordan har I det med dem?

Anvendelse: 1: rens ansigtet og lad det tørre. 2: påfør masken. 3: lad den sidde i 20 minutter 4: tag masken af og smid den i skraldespanden.

SU venligt, ja tak

Samlet set er det en sølle pris på 119 kr. for 5 skønne ansigtsprodukter i en virkelig fin kvalitet. Jeg helt igennem elsker amie, jeg synes produkterne indebære så meget godt, og de er så fine og virksomme og billige. Meget SU venlige produkter.

Det er ikke alt fra Normal jeg er lige begejstret for, og især ikke når det kommer til deres hudpleje produkter. Det er som regel ikke noget jeg vil bruge på min hud, med mindre det er brands som jeg kender og har tillid til. Det kan også blive for billigt! Men amie vil jeg varmt anbefale, fantastiske produkter.

Jeg håber i kom gennem det lange indlæg! ♥

Relaterede indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *