Jeg tror at Kemikeren er min første rigtige thriller? Jeg fik bogen i julegave for to år siden og har ikke rørt den. Det var mig selv der ønskede den, den er jo skrevet af Stephanie Meyer! Men jeg var meget i tvivl om, om genrerne var noget for mig. Jeg plejer ellers kun at læse paranormale ungdomsfortællinger, der som oftest har et kærlighedsspil. Jeg kan rigtig godt lide den genre, da man kan koble helt af, i og med at det er meget urealistisk når en vampyr har en af hovedrollerne. Udover paranormalt læser jeg også YA (young adoult) der har samme aldersgruppe som jeg selv.

SÅ Kemikeren er noget andet en jeg er vandt til, men den skulle altså læses. Stephanie Meyer er forfatter til Twilight sagaen, som var den serie der rigtig åbnede mine øjne op for at læse bøger. Hun har også skrevet The Host/Vandrene Sjæle som også er en fantastisk god bog, når man når 150 sider ind og den rigtig begynder – filmen kan også varmt anbefales. Så mine forventninger til Kemikeren var høje fra start.

• Titel: Kemikeren
• Serie: –
• Forfatter: Stephanie Meyer
• Forlag: Lindhardt og Ringhof 

Bagsidetekst

Engang arbejdede hun for den amerikanske regering, men det er der kun meget få der ved. Hun er ekspert inden for sit område på et tophemmeligt agentur, men da man pludselig ser hende som en belastning, går jagten ind på hende.

Nu er hun konstant på flugt, og hendes eneste redning er at tage et job, hendes tidligere chef tilbyder hende. Det sidste job.

Men opgaven er langt fra enkel, og den bliver kun sværere, da hun falder for en mand, der forringer hendes chancer for at overleve.

Nu må hun bruge sit unikke talent på måder, hun aldrig havde drømt om.

Hvad synes jeg om Kemikeren?

Bogen starter og “Alex” har været på flugt fra attentater der ønsker hende død, i mange år. Bogen er meget hemmelighedsfuld. Man får ikke at vide hvad hun har set/gjort/hørt eller været vidne til. Men hendes tidligere arbejde havde i hvert fald noget med bekæmpelse af terror og biologiske våben at gøre. Alex var virkelig god til sit arbejde, endda en af de bedste. Hun arbejdede i et laboratorie og hjalp til med afhøring af kriminelle, og det med stor succes uden at bruge vold. Hun var så god, at andre afdelinger som CIA og NSA ønskede hendes hjælp, men egentlig allerhelst ville have holdt oplysningerne fra afhørringerne for sig selv. Men hvad er det for oplysninger, jeg bliver virkelig nysgerrig efter saftige historier, men der bliver ikke fortalt mere i dybden.

“De tilkalder mig, når de ønsker, at personen skal forblive mere eller mindre… intakt”

Hendes tidligere arbejdsgiver, Carston, vil meget gerne have fat i hende igen, men for at hjælpe dem i sagen om en større terroraktion. Han påstår at attentatforsøgende mod hende er indstillet. Der er bestemt én mand de er meget interesseret i at få fat på, Daniel, Hun tager sagen i egne hænder og kører et parallelt spil med den tidligere arbejdsplads, da tilliden ikke er helt i top. Kan man bebrejde hende det, efter at de har slået hendes kollega ihjel og prøvet at slå hende ihjel flere gange i løbet af de sidste år? I hvert fald så finder hun Daniel og begynder at afhøre ham, med sine metoder. Men bliver afbrudt, selvom hun har arrangeret afhøringen meget afsides.

’“Hvorfor gav du mig dit telefonnummer?” spurgte hun, da hans øjenlåg var ved at glide i.’

‘“Jeg føler mig anderledes. Jeg tror, det er på grund af dig. Jeg følte mig anderledes i det øjeblik, jeg så dit smil” I det øjeblik, jeg gav dig en sprøjte, tilføjede hun i tankerne.’

Starten af bogen er meget langtrukkent, alt hvad der sker bliver fortalt ned til mindste detalje, i stedet for at komme i gang med den egentlig handling. Jeg synes at de første små 90 sider, var ret lange, men alligevel har de været essentielle for forståelsen af handlingen og hendes kaotiske situation. Sådan var det også med The Host; de første mange kedelige og langtrukket sider er nødvendige for hele fortællingen! Og derefter blev det godt!

‘Daniel Beach havde to sider, og det samme havde hun. Hun var sit andet jeg nu; hun var den, de kaldte for Kemikeren i afdelingen, og Kemikeren var en maskine.’

Alex og Daniel kommer tættere på hinanden selvom faren luer lige om hjørnet. Daniel er sød, men forstår ikke rigtig den situation, som han er havnet i. Sammen med Kevin og Val planlægger de et større angreb på dem som truer dem på livet. Og snart får de rodet sig ud i en større mission, som ikke har udsigt til at ende med et særlig godt udfald, for nogen af dem.

‘Daniel grinede. “Jeg tror, det er en af ulemperne ved at forelske sig.”’

Kemikeren er fortalt i 3. person. En fortællertype jeg ikke bryder mig vildt meget om, men jeg synes faktisk at det fungerer udmærket i denne bog. Udover de første 90 sider, så synes jeg også at sidste halvdel af bogen er lidt langtrukket, for så at slutte af med et brag. Der er flere meget spændende episoder i bogen, hvor jeg har siddet anspændt og mussestille, mens jeg har læst videre. Men jeg synes den har været tung at komme hele vejen igennem. God men tung.

Er du til Stephanie Meyer og har måske læst Kemikeren?

Knus Charlotte