Jeg havde virkelig glædet mig til at læse Hot Mess. Den har fået en masse rosende ord med på vejen. Den skulle være hylende morsom, og så ser den jo bare så godt ud! Jeg må dog indrømme at den skuffede mig en del…

• Titel: Hot Mess
• Serie: –
• Forfatter: Lucy Vine
• Forlag: Flamingo

Bagsidetekst

Hot Mess [sb.]

– en, der er tiltrækkende, men ikke har styr på en skid.

Er du nogensinde dukket op til brunch søndag morgen, stadig med lugten af lørdag nat hængende i dit hår?

Valgt din sang, Netflix og pizza i stedet for menneskelig kontakt?

Været den, der kunne underholde dine venner med fortællinger om Tinderdates fra helved?

Så mød 29-årige Ellie Knight.

Hendes liv er ikke blevet, helt som hun havde forestillet sig. Hun hader sit job, hendes venner har pludselig travlt med at blive gift og få børn, og hendes roomies er rent ud sagt bizarre.

Men hvem har egentlig styr på sit liv, når alt kommer til alt?

*

Hot Mess er blevet kaldt Bridget Jones for Tindergenerationen. En livsbekræftende roman om at overleve dates fra helved, chefer fra ditto og de krævende forventninger fra venner, familie og omverdenen om, at man ikke kan være lykkelig uden en bedre halvdel. Om at finde sin egen vej gennem tilværelsens labyrint – og at det er helt okay ikke at have styr på det hele!

Hvad synes jeg om Hot Mess?

Hot Mess har slet ikke fanget min interesse. Der er en tand for meget tankegang midt i samtaler og midt i sætninger. For mig taber jeg tråden og glemmer hvad det egentlig handler om. Jeg synes der er for mange parenteser, som kommer med sidebemærkninger, og generelt alt for meget væk fra selve historien. Det fungere bare ikke for mig, jeg synes det er irriterende, jeg bliver træt og keder mig. Jeg glemmer handlingen fordi der midt i en samtale, lige skal bruges en halv sides tekst, på at forklare én ting der blev sagt, og sådan er det bare hele tiden.

“ER du? Men den er… (jeg ved, at han kigger på uret på væggen) (Ja, han er også det sidste menneske i verden, der har et ur på væggen) … den er 11, Lenny?”

Så er der hendes far som har besluttet at han vil skrive en roman “75 nuancer af Tony”. Han sender kapitlerne, som de gøres færdige, til Ellie og hendes søster. Men nej hvor er det han skriver dog forfærdeligt; han er meget selvglad og pynter hele tiden ekstra på hans egen historie… Og så er han ubeskrivelig glad for sine egne lægge.

Når men jeg gav Hot Mess så god en chance som jeg nu kunne. Der er vel en grund til at den er blevet trykt, og at der er så mange der kan lide den? Efter en 60-70 sider skete der heldigvis noget positivt ved måden bogen blev skrevet. Der blev skåret drastisk ned på parenteser og alle udenomshistorierne. Handlingen blev mere nu-og-her, den blev mere interessant at læse og knap så langtrukken og kedelig.

‘Har du nogensinde studeret en næse tæt på? Den er fascinerende. Så mærkelig og kompliceret og farverig. Alle disse bittesmå, sære farver, der breder sig hen over en kluntet, benet forhøjning, som vi af uforklarlige årsager har lige midt i ansigtet. I en periode var jeg helt besat af ører, nu er jeg besat af næser.’

Efter at have brugt halvanden måned på at kæmpe mig igennem bare halvdelen af bogen, har jeg måtte opgive den. Den er bare ikke noget for mig, den fanger mig slet ikke. Det føles mere som en byrde at skulle læse den, end som en fornøjelse. Så jeg ved ikke hvordan den ender; om Ellie får held i kærligheden eller om hun er forever alone, hvad der sker med hendes karriere og hendes lorte hul af en lejlighed, eller hvad der sker med hendes fars roman og hans kærlighedsliv? Jeg ved det ikke, men mon ikke noget af det løser sig?

Har du læst Hot Mess?

Kærligst C.

Indlægget er sponsoreret i den forstand, at jeg har modtaget bogen til test og skrevet indlægget på eget initiativ. Jeg har ingen økonomisk interesse i indlægget.