Jeg har i et tidligere indlæg fortalt, at Matas er ved at relancere flere af deres produkter, så de opdateres og tilegner sig det eftertragtede Svanemærke. Den kendte, og i øvrigt Danmarks mest populære alt-i-en ansigtsrens, er en af de striber der her i foråret er blevet relanceret. Alt-i-en ansigtsrensens formulering er opdateret, aktiverne er blevet optimeret, den har fået Svanemærket og ikke mindst, så har den skiftet navn til micellar water. Alt-i-en ansigtsrens har som sådan altid været en micellar water, altså før micellar waters kom frem og fik sin store fremgang. Matas micellar waters fås til normal hud og til tør/sart hud, begge med og uden parfume og i flere forskellige størrelser.
Micellar water
En micellar water er en skånsom rensevand med en højkoncentration af de såkaldte miceller. Miceller er mikroskopiske oliemolekyler der virker rensende, ved at de trækker snavs og olie ud af huden uden at virke udtørrende.
Jeg selv er storforbruger af micellar waters. Jeg har prøvet rigtig mange forskellige. Min vej gennem junglen startede selvfølgelig med den lyserøde fra Garnier – som dog er taget af markedet nu, grundet nogle kræftfremkaldende stoffer. Men senere hen har jeg været gennem en god håndfuld af forskellige mærker og udgaver af micellar water. Jeg bruger det dagligt om aftenen når jeg fjerner min makeup. Jeg bruger dog ikke micellar som en rens til huden, det klare jeg med en helt almindelig renserutine efterfølgende.
Matas micellar water til normal hud og tør/sensitiv hud (uden parfume) virker og har samme effekt på huden, de er blot lavet til to forskellige hudtyper. Jeg kan ikke mærke nogen betydelig forskel på de to. Micellar wateren til normal hud er med parfume, det er en meget mild og behagelig duft, som jeg synes meget godt om. Som med andre micellar water renser jeg mit ansigt efterfølgende. Disse micellar waters fugter huden, men gør den også en smugle gummiagtig, fugtig og klistret. En følelse jeg ikke er helt fan af, men følelsen forsvinder når jeg renser mit ansigt, så det er ikke et problem for mig.
Har du brugt Matas alt-i-en ansigtsrens? Og skal du have fat i relanceringen?
Indlægget er sponsoreret i den forstand, at jeg har modtaget produktet til test og skrevet indlægget på eget initiativ. Jeg har ingen økonomisk interesse i indlægget.