- Titel: En fortælling om sangfugle og slanger
- Serie: The Hunger Games 0
- Forfatter: Suzanne Collins
- Forlag: Gyldendal
Bagsidetekst
Både magten og kærligheden har sin pris men hvad er værd at dø for?
Det tiende Dødsspil går snart i gang. I Capitol gør 18-årige Coriolanus Snow sig klar til en opgave, som vil afgøre hele hans fremtid. Indtil nu er det lykkedes ham at skjule, at hans engang så mægtige familie har mistet alt, selv om facaden begynder at krakelere. Men nu er de dygtigste elever blevet bedt om at være mentor for hver sin soner i Spillet, og Coriolanus øjner en chance for at vinde den tabte respekt tilbage og sikre familiens overlevelse.
Det kræver bare, at hans soner vinder. Men til sin rædsel får Coriolanus tildelt pigen fra Distrikt 12, den usleste af dem alle.
Fra nu af er deres skæbner forbundet. Og det kommer til at få konsekvenser, som Coriolanus aldrig havde drømt om…
Hvad synes jeg om En fortælling om sangfugle og slanger?
En fortælling om sangfugle og slanger foregår 64 år før trilogien Hunger Games. I Hunger Games bøgerne kender vi præsident Snow som en magtfuld gammel ond mand. I En fortælling om sangfugle og slanger møder vi den 18 år gamle Coriolanus Snow, der overlever på sit navns omdømme, men sandheden er en anden, efter krigen er familien Snow nemlig på fattiggrænsen, men Snow opretholder facaden, for sin egen fremtids skyld.
Dødsspillet er ikke særlig tillokkende for Capitols indbyggere, de prøver at gøre spillet mere interessant, ved at gøre udvalgte elever til mentorer for spillets deltagere. Dette ser Snow som vejen frem, hans deltager skal bare vinde, så da han får tildelt pigen, Lucy Gray, fra distrikt 12, er det ikke glæde man spore hos Snow.
‘Hendes farverige udseende tiltrak blikket som en spraglet sommerfugl på en eng fuld af natsværmere.’
Bogen fangede mig ikke lige med det samme. Jeg synes faktisk at den var meget forvirrende til at starte med. Under udvælgelsen forstod jeg faktisk ikke helt præcis hvad det var det skete. Og med bogens længde på kapitlerne taber den mig lidt. Dog blev den mere spændende som jeg kom ind i bogen. Der er meget tankegang, filosofiske spørgsmål og knap så meget samtale, hvilket også gør at der er rigtig meget tekst. Og så irritere det mig umådelig meget, at kapitlerne for det meste slutter midt i en handling, altså med en kæmpe cliffhanger, i stedet for at kapitlerne er adskilt af mere naturlige pauser.
Capitol har ikke samme rigdom og overdådighed i denne bog, som vi kender fra Hunger Games trilogien. Capitol er faktisk meget fattigt og trist. Stadig præget af krigen. Dødsspillet er det tiende, så det er ti år efter krigen sluttede. Det er fattigt og det bliver mindet om en tid hvor mennesker spiste mennesker for at overleve. Sonerne får heller ikke samme luksus før Spillet starter. De næstmest dør af sult inden Dødsspillet overhovedet er startet.
“Tja, som man siger, så er set ikke slut, før sladredroslen har sunget” – Coriolanus Snow
Ovenstående er en sætning som Lucy Gray har nævnt mange gange og Snow hoppede med på den. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på om det mon er ment som en profeti, som Lucy Gray havde med sig fra distrikt 12, for er det ikke lige præcis handlingen af hele Hunger Games trilogien? Hvor Snow får røven på komedie af præcis samme årsag?
En fortælling om sangfugle og slanger ender med mange flere spørgsmål og uafklarede sager, som er vildt irriterende og frustrende! En mere irriterende slutning skal man lede længe efter. Og hvad skete der lige med Snow? Han ændrede sig så pludseligt og så sindssygt hurtigt, at man skulle tror at han var blevet ramt af en hjerneblødning. Snow har sådan set været en fin fyr igennem bogen. Han har haft en masse holdninger, som han virkelig har prioriteret mange gange, men alle de holdninger skider han til sidst på, kun fordi det gavner ham selv og hans magtfremgang.
‘Hvis han nogensinde giftede sig, ville han vælge en, som aldrig kunne nå hans hjerte.’
Afslutningen på bogen gjorde at jeg synes det er en rigtig dårlig bog. Den var slet ikke værd at læse… Den er lang og til dels også langtrukket. Det var sjovt at læse om hvordan Capitol var før hunger games, at se det fra en anden tid, men mere er der heller ikke rigtig at sige… At kæmpe sig igennem en bog, for så at blive takket med sådan en dårlig afslutning med utallige af åbne scenarier og egne gætterier for hvad der er foregået – nej tak…
Har du læst En fortælling om sangfugle og slanger? Hvad synes du om den?